Digitalt jordbaseret TV i Danmark
Hvornår kan jeg se jordbaseret digitalt tv?
Hvornår lukker det analoge sendenet?
Hvad er forskellen på analogt og digitalt tv?
Hvad skal jeg bruge for at se digitalt tv?
Skal mit eksisterende anlæg udskiftes?
Hvorfor skal jeg skifte fra analogt til digitalt?
Hvad kan jeg se på det jordbaserede digitale sendenet?
Hvad er en MUX (multiplex)?
Hvor mange modtagere skal jeg have?
Hvad er en Multibox?
Hvorfor skal jeg have en DVB-T modtager ved hvert tv?
Kan jeg nøjes med en indendørs antenne?
Er der digital lyd?
Sendes programmerne i 16:9-format?
Kommer der undertekster på fremmedsprogede udsendelser?
Hvis du vil vide mere?
Hvornår kan jeg se jordbaseret digitalt tv?
Det jordbaserede digitale sendenet i Danmark er landsdækkende fra den 1. april 2006.
Til top
Hvornår lukker det analoge sendenet?
Det analoge sendenet i Danmark forventes at lukke med udgangen af oktober 2009.
Til top
Hvad er forskellen på analogt og digitalt tv?
I det analoge sendenet, som vi har været vant til i Danmark, er der anvendt én sendefrekvens til at udsende ét tv-program. Med den digitale teknik er det muligt, at udsende 4-6 tv-programmer på én frekvens.
Tidligere problemer med "sne" og "skygger" på det analoge sendenet opleves ikke når signalet sendes digitalt. Ved digital modtagelse er der tale om "alt eller intet". Det vil i praksis sige, at hvis der er tilstrækkeligt signal, får seeren et helt klart billede, hvorimod der enten vil være pixellering (billedet bliver "mosaik" og der forekommer udfald i billedet) eller sort skærm, hvis signalet ikke er tilstrækkeligt.
Til top
Hvad skal jeg bruge for at se digitalt tv?
For at se digitalt tv, skal du bruge en digital terrestrisk modtager (DVB-T modtager). Denne modtager omdanner det modtagne digitale signal til et analogt signal, som tv'et kan vise.
Til top
Skal mit eksisterende anlæg udskiftes?
Hvis du i forvejen har en antenne, der kan modtage UHF-signal, vil der, som hovedregel, ikke være behov for en ny antenne. Da de digitale signaler udsendes fra de eksisterende TV2-sendemaster, er det selvfølgelig et krav, at din nuværende UHF-antenne problemfrit kan modtage TV2's analoge signaler. Vær opmærksom på, at nogle af de ældre TV2 antenner kan være begrænset til modtagelse på UHF kanal 21-37 eller UHF kanal 21-60, hvor flere sendemaster sender signaler på kanaler højere end UHF kanal 60. Derfor kan det være, at din TV2 antenne skal skiftes til en antenne, der kan modtage UHF kanal 21-69. Spørg evt. din forhandler.
Hvis der er anvendt kanalskårne filtre og forstærkere i dit antenneanlæg, kan det være nødvendigt at udskifte dem, da de nye digitale signaler ikke udsendes på samme kanaler/frekvens, som de analoge signaler. Endvidere kan der, i nogle områder, opleves problemer med "ekko", som kræver en justering af din antenne.
Til top
Hvorfor skal jeg skifte fra analogt til digitalt?
Bl.a. fordi det giver bedre billed- og lydkvalitet. Se Er der digital lyd? og Sendes programmerne i 16:9-format?
Til top
Hvad kan jeg se på det jordbaserede digitale sendenet?
Der er 5 tilgængelige digitale kanaler: DR1, DR2, TV2, DR Update samt DR Døvetolkning. Disse 5 programmer sendes ukodet (FTA) i samme MUX (multiplex). Det er i skrevne stund uvist, om det bliver muligt at modtage flere FTA tv-programmer end de 5 nævnte. Boxer TV er valgt som gatekeeper i Danmark og vil være ansvarlige for betalingsprogrammer på det jordbaserede digitale sendenet.
Til top
Hvad er en MUX (multiplex)?
En MUX (eller Multiplex) er den digitale brug af en TV kanal. Et analogt tv-program fylder 7 MHz (i VHF) og 8 MHz (i UHF), mens der er plads til 4-6 digitale tv-programmer på samme frekvens. Typisk sendes de digitale signaler i UHF-båndet dvs. at i stedet for, at 1 tv-program fylder 8 MHz, sendes der digitalt 4-6 tv-programmer på 8 MHz. De 8 MHz svarer analogt til 1 kanal og digitalt til en MUX.
Til top
Hvor mange modtagere skal jeg have?
Det afhænger af, hvad du ønsker i husstanden. En DVB-T modtager kan sammenlignes lidt med en radio. En radio spiller lyden fra den radiostation, som den er indstillet til, og uanset hvor mange højttalere, der tilsluttes, er det den samme lyd, der kommer ud. Tilsvarende er det med en DVB-T modtager. Det er muligt at fordele sit tv-signal til flere steder i husstanden (forudsat at modtageren har RF-modulator), men hvis husstanden kun har én DVB-T modtager, skal alle tv i husstanden se det samme program samtidig. Hvis du har flere tv i samme husstand, og du ønsker, at hvert tv skal kunne se de digitale signaler uafhængigt af hinanden, er der 2 muligheder: Enten skal der stå en DVB-T modtager ved hvert enkelt tv eller også skal du anskaffe dig en Multibox.
Til top
Hvad er en Multibox?
En Multibox er en digital terrestrisk modtager, der indeholder 2 tunere og 3 modulatorer. Det betyder, at Multiboxen kan videresende 3 tv-programmer fra 2 forskellige MUX.
Hvis du installerer en Multibox i din husstand, vil det i praksis betyde, at du på op til 6-8 tv kan se 3 forskellige tv-programmer (f.eks. DR1, DR2 og TV2) uafhængigt af hinanden. Desuden er der en loop-through funktion i Multiboxen, som gør det muligt, at tilslutte en ekstra DVB-T modtager ved tv'et, hvis du ønsker at modtage evt. betalingsprogrammer.
Til top
Hvorfor skal jeg have en DVB-T modtager ved hvert tv?
De fleste tv-apparater i dag har ikke indbygget digital tuner, men derimod en analog tuner. Det betyder, at tv'et kun kan vise analoge signaler. DVB-T modtageren omsætter det digitale signal til et analogt signal, som kan vises på alle tv-apparater.
Til top
Kan jeg nøjes med en indendørs antenne?
De steder, hvor det er muligt at modtage TV2's analoge signal med en indendørs antenne, er det som tommelfingerregel også muligt at modtage de digitale signaler med samme antenne. Se mere under Skal mit eksisterende anlæg udskiftes?
Til top
Er der digital lyd?
De tv-programmer og film, der er produceret med surround lyd, vil blive sendt med Dolby Digital 5.1 surround lyd. Det betyder, at hvis dit udstyr kan afspille Dolby Digital 5.1 surround lyd, vil dette være muligt med DVB-T. Der vil desuden også blive sendt almindelig stereo lyd.
Til top
Sendes programmerne i 16:9-format?
Programmer, der er produceret i 16:9-format og sendes digitalt, sendes i ægte 16:9-format. Det betyder, at hvis dit tv kan vise 16:9, vil de programmer, der er produceret til det, vises i dette format. Hvis dit tv derimod er et almindeligt 4:3, vil det vise billederne (sendt i 16:9) i det såkaldte "Letterbox-format". Dette format kendetegnes ved, at der er en sort bjælke for oven og en forneden i skærmbilledet.
Til top
Kommer der undertekster på fremmedsprogede udsendelser?
Du kan kun være helt sikker på, at underteksterne vises på den korrekte måde, hvis din DVB-T modtager understøtter DVB subtitles. På det analoge signal sendes underteksterne sammen med billedet, dvs. at de er en del af billed-signalet. Digitalt udsendes 3 signaler samtidig: billed-signal, lyd-signal og data-signal. Underteksterne er her en del af data-signalet, og dette afkodes og vises kun, hvis din modtager understøtter DVB subtitles.
Til top
Hvis du vil vide mere?
Hvis du vil vide mere, kan du besøge DIGI-TV, Det nye tv-signal eller Boxer TV
|